Kirkebil for Lundum og Hansted sogne

Lundum og Hansted sogne tibyder brug af kirkebil efter ønske og behov til gudstjenester og kirkelige arrangementer i Lundum/Hansted pastorat.

Du kan ringe direkte til Horsens Taxa tlf. 75 50 30 00 senest dagen før og meddele, at du ønsker at være med i kirkebilen den følgende dag. Du skal oplyse tidspunket for gudstjenesten eller arrangementet, og hvor du ønsker at stå på. Aftal også afhentning ved  kirken.

Hvad gør man ved.....

Fødsler/faderskab

Anmeldelse af fødsel

Et barns fødsel skal anmeldes.Sædvanligvis foretager jordemoderen anmeldelsen.

Men er fødslen sket uden jordemoder, skal forældrene selv anmelde fødslen.

Du kan anmelde dit barns fødsel via blanketten "Fødselsanmeldelse" på www.personregistrering.dk senest 14 dage efter fødslen.

Send blanketten til kirkekontoret.

Er du mor og født i udlandet, vedlæg fødsels- og navneattest.

Er I gift eller samlevende og begge født i udlandet, vedlæg fødsels- og navneattester samt eventuelt vielsesattest.

Anmeldelse af fødsel og fælles forældremyndighed

I kan som ugifte forældre erklære, at I ønsker at varetage omsorgen og ansvaret for jeres barn med en Omsorgs- og Ansvarserklæring. Dette kan I gøre på www.borger.dk. inden 14 dage efter fødslen. Ellers fastslås faderskab af Statsforvatningen.
 

 

 

 

 

 

 

 

Navngivelse/dåb

Et barn skal navngives senest 6 måneder efter fødslen. Det kan ske ved dåb i folkekirken eller ved anmeldelse på www.borger.dk.

Dåbsdato aftales ved henvendelse til kirkekontoret eller præsten.

Vielse

Bryllupsdato aftales ved henvendelse til kirkekontoret eller præsten.

Prøvelsesattesten udfærdiges på rådhuset, afleveres på kirkekontoret sammen med navn og adresse på to vidner.

Velsignelse af borgerligt indgået ægteskab

Ønsker I velsignelse af borgerligt indgået ægteskab (vielse på rådhuset) rettes henvendelse til kirkekontoret eller præsten.

Anmeldelse af dødsfald og anmodning om begravelse/ligbrænding

Når en pårørende dør, skal du som efterladt hurtigst muligt efter dødsfaldet anmode om begravelse eller ligbrænding.

Anmodning om begravelse eller ligbrænding skal foretages på www.borger.dk.

I de fleste tilfælde henvender de pårørende sig til en bedemand, som varetager de praktiske opgaver, herunder udfærdigelse af dødsanmeldelse.

Aftale om tidspunkt for bisættelse eller begravelse sker ved henvendelse til præsten - ofte også gennem bedemand.

Navneændring

Foretages i bopælssognet.

Ansøgning foretages på www.borger.dk.

Der betales et gebyr på 510,-kr. for sagsbehandling i forbindelse med ansøgning om navneændring. Betaling skal ske via www.borger.dk eller bank/posthus. Der betales ikke gebyr for ændringer i forbindelse med vielse, hvor der efter vielsen er navnefællesskab, samt for børn i forbindelse med forældres navneændring.

Medlemskab

Ønsker du at melde dig ud af folkekirken kan du rette henvendelse til kirkekontoret.

Ved ønske om indtrædelse i folkekirken rettes skriftlig henvendelse til sognepræsten i bopælssognet.

Sognebåndsløsning

Som medlem af folkekirken hører man som hovedregel til menigheden i det sogn, hvor man bor. Man kan imidlertid ved at løse sognebånd slutte sig til en præst i et andet sogn.

 

Kirkelige handlinger i Hansted Kirke

Alle der bor i Hansted Sogn eller har løst sognebånd til præsten i Hansted Sogn, har naturligvis ret til at få udført kirkelige handlinger som dåb, konfirmation og vielse efter nærmere aftale med præsten.

Der har imidlertid gennem årene været flere og flere henvendelser fra folk udenfor Hansted Sogn, som har ønsket kirkelige handlinger i Hansted Kirke. Vi har derfor været nødt til at fastholde, at man skal have en vis tilknytning til kirken, hvis man ikke selv bor i Hansted Sogn.

For at have tilknytning til kirken skal man opfylde mindst en af nedenstående betingelser:

  • Man skal selv være døbt, konfirmeret eller viet i Hansted Kirke
  • Forældre, børn eller ægtefælle skal bo i Hansted Sogn
  • Man har nær familie på kirkegården
  • Man skal være tilflytter til sognet indenfor nær fremtid

Begravelse eller bisættelse kan foretages i Hansted Kirke, hvis afdøde skal begraves på Hansted Kirkegård.

Hvis man ikke har tilknytning til kirken, ser vi os desværre nødsaget til at afvise henvendelsen.

Hansted Kirke - Stængervej 3 - 8700 Horsens

Hansted Kirke